Min personlige historie: Fra sygeplejerske til IBCLC

Da jeg blev sygeplejerske i januar 2018, havde jeg ikke børn. Faktisk havde jeg nærmest ikke skænket amning en tanke. Jeg var kun få måneder gravid, da jeg blev færdiguddannet, og jeg blev ansat på en geriatrisk afdeling. Her arbejdede jeg i knapt et halvt år, inden jeg gik på barsel og fødte min første søn i juli 2018.
Under graviditeten begyndte jeg selvfølgelig at gøre mig tanker om, hvilken mor jeg gerne ville være. Jeg ville blandt andet gerne vikle, og jeg ville selvfølgelig amme mit barn. Amning blev hurtigt en kæmpe interesse for mig. Og på et tidspunkt tog jeg også et onlinekursus om amning. Det var to timer. Og jeg gik derfra med følelsen af, at jeg havde ret godt styr på det. Amning skulle da bare blive mega fedt. Og nemt.

Fra “det bliver nemt” til en helt anden virkelighed

Klip til, at jeg havde født min søn. Pludselig var det ikke spor nemt. Jeg endte på operationsgangen, fordi moderkagen sad fast, og jeg havde mistet omkring halvanden liter blod. Efterfølgende lå jeg på intensiv, hvor min svigermor hjalp min lille dreng til mit bryst, mens jeg var døset lidt hen. Hun vidste nemlig hvor vigtigt det var for mig. Vi overnattede på barselsgangen, og her oplevede jeg egentlig, at alle gerne ville hjælpe. Men de kunne simpelthen ikke få ham til at tage fat. Samtidig løb min mælk hurtigt til, og mine bryster blev store og spændte. Det gjorde det endnu sværere for ham at få ordentligt fat.

Dagen efter, da han var omkring halvandet døgn gammel, havde min svigermor en suttebrik med til mig. Og den blev min redning. Ikke fordi suttebrikken var den endelige løsning. Men fordi den blev det lille mellemtrin, der gjorde, at min søn kunne komme til brystet og begynde at spise. Efter nogle dage kunne jeg gradvist lægge ham til uden den igen. I dag, med den viden jeg har, kan jeg se ting i det forløb, som jeg ikke kunne se dengang. Min søn havde et stramt tungebånd, som vi senere fik klippet. Det var mit første møde med, hvor langt der kan være fra at vide noget om amning til faktisk at stå midt i det.

Da min søn var knap to år, begyndte jeg at arbejde på børneafdelingen. Her blev jeg stille og roligt sluset mere og mere ind i den neonatale verden, og jeg begyndte at hjælpe flere og flere mødre med amning. Og noget begyndte at vokse i mig. For jeg elskede det. Jeg elskede det øjeblik, hvor en mor, der havde kæmpet og måske havde fået at vide, at hendes baby ikke kunne spise ved brystet, pludselig oplevede, at barnet tog fat og begyndte at spise. Jeg har flere gange oplevet at få et barn ned fra eksempelvis barselsgangen, hvor personalet har sagt: “Vi kan altså ikke få det her barn til at spise. Amningen fungerer ikke.” Så har jeg siddet sammen med moren, hjulpet hende med at lægge barnet til, arbejdet med de små detaljer og set barnet få ordentligt fat. Og så sidder moren pludselig med tårer i øjnene. Baby spiser. Det øjeblik har jeg aldrig kunnet slippe.

En stor del af det, jeg blev optaget af, var teknikken. Teknikken og det fundament, man kan bygge en god amning på. Fx hvordan man holder barnet, hvordan man støtter kroppen, hvordan man folder brystet, hvad man gør først, og hvordan man hjælper baby til at få godt og effektivt fat. Samtidig oplevede jeg også mere og mere, hvor meget kompleksitet der kan gemme sig bag en amning, der ikke fungerer. Og stille og roligt begyndte drømmen om at blive IBCLC at spire.

Jeg vidste allerede, at IBCLC var et kvalitetsstempel. Men under uddannelsen fik jeg en aha-oplevelse, som ændrede min opfattelse af, hvad IBCLC egentlig er. Jeg havde først tænkt, at det primært var en ammeuddannelse for dem, der arbejdede på en barselsafdeling. Men jo mere jeg lærte, jo tydeligere blev det, hvor specialiseret området faktisk er. Hvor meget viden der ligger bag amning, og hvor komplekse ammeforløb man kan arbejde med – blandt andet når det gælder syge nyfødte, præmature børn og børn, der har brug for behandling eller indlæggelse. Det gav pludselig rigtig god mening for mig.

For min egen vej ind i amning har også været præget af det komplekse. Efter min første søn blev jeg gravid igen. Ved misdannelsesscanningen fandt vi ud af, at vores lille dreng ikke havde nyrer. Jeg endte med at skulle føde ham i uge 20. Det var en stor sorg. Og midt i sorgen oplevede jeg også, at mælken løb til, fordi jeg var så langt henne i graviditeten. Det er en af de oplevelser, der for altid har ændret mit blik på, hvor meget kroppen kan gøre på én gang, og hvor mærkeligt det kan føles, når kroppen fortsætter sit arbejde, mens man selv står midt i noget helt andet.

Tre-fire måneder senere blev jeg gravid igen. Denne gang viste det sig under graviditeten, at vores lille dreng havde en hjertefejl. En simpel, men alvorlig hjertefejl, som betød, at han skulle gennemgå en åben hjerteoperation, da han kun var syv dage gammel. Her blev amning igen en del af et langt mere komplekst forløb. Pumpning. Udmalkning. Ernæring. Søvn. Skemaer. Et lille barn, der skulle opereres, og en mor, der samtidig gerne ville amme. Heldigvis gik det godt. Han kom igennem operationen, og i dag er han en helt velfungerende og hjerterask dreng. Han blev tilmed fuldammet.
Senere fik jeg min datter, og hun havde også stramt tungebånd. Faktisk havde alle mine tre børn stramt tungebånd, og alle tre blev behandlet for det. Det er nemlig arveligt. Tak til mine og min mands gener…

Hvorfor amning blev så vigtig for mig

Så ja, amning er blevet en ret stor del af mit liv. Men det er ikke, fordi jeg selv altid har haft et perfekt ammeforløb. Tværtimod. Jeg tror faktisk, at det er en vigtig del af grunden til, at jeg brænder så meget for det. For jeg ved, hvordan det føles at stå på den anden side. At tro, at det bliver nemt. At have læst lidt og tænke, at man egentlig har styr på det. Og så sidde med sin nyfødte baby og opdage, at virkeligheden er noget helt andet. Jeg ved også, hvordan det føles, når man får hjælp, der pludselig gør en forskel. Det er noget af det, jeg gerne vil give videre med Ammezonen. Jeg vil gerne gøre op med fortællingen om, at amning skal være et glansbillede. Amning kan være fantastisk. Men det kan også være kompliceret. Det kan gøre ondt. Det kan tage tid. Det kan kræve hjælp. Og nogle gange skal der mere end ét godt råd til, før det begynder at fungere. Det gør mig oprigtigt ked af det, når jeg møder mødre, der har fået at vide af forskellige fagpersoner: “Det ser rigtig fint ud”, selvom moren stadig oplever, at noget ikke fungerer. Eller når en lav mælkeproduktion bliver forklaret med, at hun har PCOS, uden at man undersøger, hvad der ellers kan spille ind. Eller når et stramt tungebånd bliver afvist som en modedille uden at se på, hvilken betydning det faktisk kan have for det enkelte barn. For jeg tror på, at man skal være nysgerrig. Ikke på jagt efter fejl. Men nysgerrig på, hvad der faktisk foregår.

Og jeg bliver oprigtigt glad, når en mor pludselig lykkes med at lægge sit barn til. Når hun lærer en teknik, der gør, at baby kan spise effektivt, og det samtidig føles bedre for hende. Det er dér, jeg tænker: Det her er præcis, hvad jeg skal lave. Jeg håber, at en mor efter en konsultation hos mig går derfra med følelsen af: “Jeg kan godt det her.” Måske har hun fået en konkret ting, hun kan gøre anderledes. Måske har hun fået en forklaring på noget, hun har gået og undret sig over. Måske er amningen stadig svær, men nu ved hun lidt mere om, hvad hun står med. Men først og fremmest håber jeg, at hun har fået en succesoplevelse. Og mod til at gå videre med sit ammeforløb, hvis det er det, hun ønsker. Det er egentlig det, Ammezonen handler om for mig. Faglig viden, ja. Men også om at møde et menneske, der står midt i noget, der måske ikke blev helt, som hun havde forestillet sig, og hjælpe hende med at finde ud af, hvad der kan gøre en forskel.

Lignende indlæg