NÅr noget ikke føles rigtigt

A close-up view of a mother breastfeeding her newborn baby, capturing a tender and intimate moment.

når amningen ikke fungerer, som du havde håbet

Du kan måske ikke helt forklare, hvad det er. Baby tager da fat. Baby vokser. Og egentlig ser det hele jo fint ud. Men alligevel sidder du med en fornemmelse af, at noget ikke fungerer, som det skal. Måske er amningerne blevet længere og længere. Måske slipper baby brystet igen og igen. Måske virker baby frustreret, eller du bruger meget tid på at spekulere på, om der overhovedet kommer mælk nok. Eller måske er der ikke noget bestemt, du kan pege på. Bare den der fornemmelse af, at noget ikke føles rigtigt.

Når du ikke helt kan forklare, hvad der er galt

Det kan være svært at forklare den følelse til andre. For hvad skal man egentlig sige? “Jeg ved ikke, hvad der er galt. Jeg synes bare, det er svært.” Måske har du allerede fået at vide, at baby jo tager på, at det ser fint ud, at du bare skal prøve at lægge baby lidt anderledes til, eller at det nok bliver nemmere med tiden. Nogle gange gør det også. Men andre gange bliver den lille fornemmelse ved.

Du begynder måske at tænke mere og mere over hver amning. Får baby nu godt nok fat? Synker baby? Får baby nok? Hvorfor slipper baby igen? Hvorfor tager det så lang tid? Hvorfor føles det stadig svært, når vi efterhånden har ammet i flere uger? Og jo mere du tænker over det, jo sværere kan det være at finde ud af, hvad der egentlig er problemet.

For amning er ikke bare én ting. Det er et samspil mellem dig og din baby. Hvordan baby ligger. Hvordan baby tager fat. Hvordan munden og tungen arbejder. Hvordan baby holder fast. Hvordan mælken løber. Og ikke mindst hvordan det hele føles for dig. Derfor kan det nogle gange være svært at finde svaret ud fra et enkelt spørgsmål eller et enkelt råd.

Måske har du allerede prøvet at ændre ammestilling. Måske har du set videoer, læst opslag og fået gode råd fra veninder, sundhedsplejerske eller familie. Måske har du prøvet at gøre præcis det, du fik at vide, og alligevel sidder du med den samme følelse bagefter. Noget fungerer ikke helt.
Det betyder ikke nødvendigvis, at der er noget alvorligt galt. Men det betyder heller ikke, at du skal ignorere din fornemmelse. Nogle gange kan det være en lille ting, der gør en stor forskel. Andre gange er der flere ting, der spiller sammen. Og nogle gange har man simpelthen brug for, at nogen ser en hel amning sammen med én.

Når du har prøvet de gode råd

Det kan være svært selv at se, hvad der sker, når man samtidig står midt i det. Når jeg ser en amning, kigger jeg ikke kun på, om baby får fat om brystet. Jeg ser på hele situationen. Hvordan baby kommer til brystet, hvad der sker, når baby tager fat, hvordan baby sutter og holder fast, og hvordan det føles for dig. Vi taler også om det, du selv har lagt mærke til. Måske er det netop dig, der har opdaget noget, som er vigtigt.

Du behøver derfor heller ikke komme med en færdig forklaring eller vide, hvad problemet er, før du søger hjælp. Du må gerne bare sige: “Jeg ved ikke helt, hvad det er. Men noget føles ikke rigtigt.” Det er faktisk et rigtig fint sted at starte.

For nogle gange handler ammevejledning ikke om at finde én bestemt fejl. Det handler om at få ro på, forstå hvad der foregår og sammen finde ud af, om der er noget, der kan justeres. Måske går du derfra med en helt konkret ændring, som gør den næste amning lidt lettere. Måske får du svar på noget, du har gået og tænkt over i flere uger. Eller måske får du bare bekræftet, at der faktisk ikke er noget, du har overset.

Nogle gange skal hele amningen ses

Uanset hvad, behøver du ikke gå alene med følelsen af, at noget ikke fungerer. Hvis du har lyst, kan du starte med en gratis 20 minutters AMMESNAK. Du behøver ikke vide på forhånd, hvad du skal spørge om. Du kan bare fortælle, hvad du oplever, så tager vi den derfra. Og hvis der er brug for at se nærmere på selve amningen, kan vi bagefter finde ud af, hvad der giver mening for dig og din baby.

Lignende indlæg